Hillerød Kommune lander på en 79. plads i Dansk Industris årlige måling af, hvor god en kommune er at drive virksomhed i. Det er 2 pladser frem fra 2025 og andet år i træk med fremgang - men fortsat i den tunge ende af de 91 kommuner, der er med.
Virksomhederne peger især på ét problem: Trafikken. På området mobilitet ligger Hillerød helt nede som nummer 91, og de lokale virksomheder erklærer sig meget utilfredse med de trafikale forhold.
- Virksomhedernes budskab om trafikken er meget tydeligt. Hillerød ligger nummer 91 på mobilitet, og det skal vi reagere på, siger formand for Erhverv og Uddannelsesudvalget, viceborgmester Annette Rieva.
Hun peger på, at en markant forbedring af Peder Oxes Allé nu ligger på bordet i de kommende budgetforhandlinger.
Mangler faglærte
Virksomhederne mangler medarbejdere, ikke mindst faglærte som smede, industriteknikere og elektrikere. Samtidig falder andelen af unge i Hillerød, der søger en erhvervsuddannelse, fra 16 % i 2025 til 13 % i år.
- Vi har brug for faglært arbejdskraft, og her skal vi blive endnu bedre til at bygge bro mellem skoler, uddannelser og virksomheder, siger Annette Rieva.
Kommunen arbejder netop nu på en ny erhvervsstrategi, som udvikles sammen med virksomhederne.
- Undersøgelsen viser, at vi fortsat har et stykke vej at gå, når det gælder erhvervsvenlighed, siger borgmester Christoffer Lorenzen.
Baggrund
Lokal Erhvervsvenlighed er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvilkår, og 2026 er 17. år i træk, den gennemføres. I år har 7.789 virksomheder svaret på et spørgeskema, som suppleres med statistik fra sagsbehandlingstider til erhvervsgebyrer. 7 kommuner - Dragør, Fanø, Langeland, Læsø, Samsø, Vallensbæk og Ærø - er ikke med, fordi der ikke kan indhentes svar nok til at gøre tallene pålidelige.
Se mere HER.