Hillerød Kommune har 3,6 millioner kr stående på en konto til parkeringspladser, som byen snart ikke har flere steder at anlægge.
Baggrunden er den kommunale P-fond (Læs: en ordning, hvor en bygherre, der ikke kan presse de påkrævede parkeringspladser ned på sin egen grund, i stedet betaler kommunen for at anlægge dem et andet sted i byen). Ordningen har eksisteret i Hillerød siden 1999.
Hvad det koster
En bygherre i Hillerød betaler i år per plads, kommunen overtager:
- 73.000 kr for en plads på terræn
- 114.000 kr for en plads i en P-kælder eller P-bygning (konstruktionsplads)
Til sammenligning ligger en terrænplads på Frederiksberg på 75.000 kr, mens en konstruktionsplads samme sted koster 232.000 kr. I Favrskov er prisen 48.000 kr og i Nyborg 34.000 kr per plads.
Kommunen er forpligtet til at anlægge de betalte pladser inden for 5 år. Kan det ikke lade sig gøre, skal pengene tilbage til bygherren. Pladserne skal være nye og ligge tæt på det område, indbetalingen dækker.
Hvorfor
Kommunen skylder i øjeblikket ingen pladser: de senest anlagte p-fondspladser står på Tromlepladsen syd for slottet. At der alligevel er 3,6 millioner kr tilbage, skyldes, at en plads koster forskelligt at anlægge alt efter, hvordan arealet ser ud.
MEN
De kommunale arealer, der egner sig til parkering, er ved at være brugt op. Forvaltningen advarer om, at kommunen snart står i en situation, hvor der ikke længere kan findes steder at lægge de pladser, bygherrerne betaler for. Og pengene kan ikke bruges til andet.