Hillerød Kommune bruger 3 millioner kr. på 2 cykelsti-projekter i Favrholm: en sikker skolesti mod Hanebjerg Skole afdeling Brødeskov og en ny sti fra Hillerød Golfklubs golfbane til Favrholm Station. Pengene kommer fra kommunens anlægspulje til infrastruktur i Favrholm.
Kontakt
borgerservice@hillerod.dk
Skolestien
600.000 kr. går til at tegne 2 forskellige løsninger for en stiforbindelse fra Brødeskov Station til Hanebjerg Skole afdeling Brødeskov. Baggrunden er, at Favrholm siden 2019 hører til Hanebjerg skoledistrikt, hvilket gav behov for en sikker skolevej fra 2026.
De 2 skitseforslag er:
- Direkte sti fra stationen ind over marken til skolen — kræver dialog med 2-3 berørte grundejere og undersøgelser af natur og dige
- Sti fra Brødeskov Station ad Stationsvej, Lyngevej og Brødeskovvej, med sikker krydsning af Lyngevej og Brødeskovvej
Den sidste løsning vil sammen med den eksisterende sti på Lyngevej give en sammenhængende forbindelse til Favrholm og kan blive en del af en eventuel kommende supercykelsti mellem Hillerød og Lynge. Fordi borgere allerede i dag krydser Lyngevej ved Stationsvej, undersøges det, om der midlertidigt kan etableres et fodgængerfelt.
Stien ved stationen
2,7 millioner kr. går til at projektere og anlægge en 220 meter lang grussti langs Favrholm Stations østlige side, fra golfbanen op til cykelparkeringen i den nordlige ende af stationen. Selve anlægget og projekteringen er anslået til 2 millioner kr., resten er projektledermidler fra 2027.
Baggrunden er en selvbestaltet trampesti, hvor passagerer i dag krydser sporene uautoriseret i den sydlige ende af perronen for hurtigt at nå s-toget mod København. Både borgergruppen i Ny Hammersholt og Hillerød Golfklub har ønsket en mere sikker adgang. Kommunen fravælger en billig lappeløsning på trampestien, fordi en forbedring dér blot vil opfordre flere til at krydse sporene.
Banedanmark og DSB har stillet krav til det videre arbejde, blandt kravene er:
- Belysning langs stien
- Ny løsning for skråningsanlæg og afvanding, formentlig en rørløsning
- Hensyn til mulig arkæologi
Kommunen skal selv vedligeholde stierne — også om vinteren.
Tid
Begge stier følger samme rytme: rådgivning og skitseforslag i efteråret 2026, projektering og udbud i 2027 og selve anlægget i 2028. Politikerne får resultatet af forundersøgelserne på skolestien forelagt i starten af 2027 og et projektforslag for stationsstien midt i 2027.
Greenkeepergården
Hillerød Golfklub ønsker desuden en indgang til stisystemet uden om greenkeepergården, som klubben oplever som utryg. Den løsning er ikke besluttet — forvaltningen arbejder videre med den efter dialog med golfklubben og vender tilbage til politikerne.